Genbrug af plast! Hvordan genanvender jeg mine beautyprodukter korrekt?

Genbrug er guld – og det gælder også, når vi snakker plast. Hverdagen er fuld af plastik, og det er derfor en god idé at sætte sig lidt ind i, hvad du skal gøre med dine tomme plastbeholdere og plejeprodukter, når du er færdig med at bruge dem.

Tomme tuber, flasker og sprayflasker fra plejeprodukter er nemlig ikke bare affald – den tomme emballage kan omdannes til en værdifuld ressource, hvis du vel at mærke sørger for at sortere dit affald korrekt. Affaldssorterer du korrekt, kan dine tomme hudplejeprodukter genbruges og få nyt liv. 

Men hvordan sorterer du dine tomme pleje- og skønhedsprodukter korrekt, og hvilken forskel gør det egentlig? Det vil vi hjælpe dig med at finde ud af her.  

TEST DIG SELV: Genanvender du dine tomme produkter korrekt?

Plastik er godt – så længe vi genanvender det korrekt!
 

Spørgsmål som ”Er plastik godt?” og ”Er plastik et problem?” er uden tvivl spørgsmål, du er stødt på en gang eller to før. For plastik er et omdiskuteret materiale. Men plastik er faktisk et rigtig godt materiale – så længe vi sørger for at affaldssortere det, så det kan blive genanvendt korrekt. 

Plastik er nemlig super praktisk, det er let at fremstille, og så har det rigtig lang holdbarhed, hvilket i sig selv er meget miljøvenligt. Derudover er plast et fantastisk materiale til at forlænge holdbarheden af fx fødevarer, da emballage i plast holder fødevarer friske længe. Plast er desuden et rigtig godt materiale til emballage af pleje- og skønhedsprodukter, da det beskytter indholdet af cremer, sæber og andre plejeprodukter. Det betyder blandt andet, at plastik hjælper os med at undgå at smide ellers gode produkter og råvarer ud, før det er nødvendigt. 

Når det så er sagt, er der naturligvis en årsag til, at plastik er så omdiskuteret, som det er. Vi er nemlig ikke gode nok til at få affaldssorteret alt det plast, vi forbruger, og det er den primære årsag til, at plastik lige pludselig er et problem. Hvis ikke plasten bliver genbrugt, kan det nemlig ende i vores natur og havmiljø til skade for mennesker og dyreliv.
Derfor er det vigtigt, at vi – både som forbrugere og som virksomhed – gør alt, hvad vi kan for, at plasten bliver genanvendt korrekt.

TEST DIG SELV: Genanvender du dine tomme produkter korrekt?
 

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre med dine tomme plastemballager fra plejeprodukter, når du er færdig med produktet? Så er du ikke alene! Selvom vi tilsammen hver dag forbruger tonsvis af plast, er det nemlig de færreste af os, der rent faktisk tænker over, at vi skal affaldssortere vores plast – og hvis vi gør, er det ikke sikkert, at vi gør det helt korrekt. Kun 10-15 % af danskerne sorterer nemlig deres plast korrekt, hvilket betyder, at der er mangel på plast til genbrug.

Lige nu er det forskelligt fra kommune til kommune, hvordan plast og andet affald skal sorteres, og det kan derfor være svært at finde rundt i. Men der er nye og ens regler for sortering af affald i hele landet på vej. Det betyder blandt andet, at alle skal sortere plastik. Men du kan sagtens starte allerede nu! Faktisk skal der kun en lille indsats til at gøre en stor forskel, når det gælder sortering af plast. Og når plasten er sorteret korrekt, kan den få nyt liv som et nyt produkt og derved bruges igen. 

Vi har derfor lavet en guide til, hvad du skal være opmærksom på, når du sorterer plast. 

Guide til sortering af plast - 3 enkle steps 
 

Sådan giver du dine brugte shampooflasker og cremebøtter et nyt liv:

 

Skil emballagedelene ad! 
 

Der er forskel på blød og hård plast, og emballage, der består af begge dele, skal derfor skilles ad. Mange produkter som fx plejeprodukter kommer i emballage, der består af en kombination af blød og hård plast. Derfor er det vigtigt, at du skiller emballagedelene ad, så det kan sorteres korrekt.

Vælger du Svanemærkede produkter, kan du være sikker på, a emballagen kan skilles ad og genbruges. Svanemærket stiller nemlig strenge miljøkrav til emballage, og det betyder blandt andet, at Svanemærkede produkter skal komme i emballage, der kan skilles ad og genanvendes. 


Husk at gøre plasten ren 
 

Den tomme plast kan bedst genbruges, hvis den er forholdsvist ren. Det vil sige fri for indhold/restprodukt og drypfri. Sørg derfor for at skrabe eventuelle creme- eller sæberester ud af dit tomme produkt, inden du smider det ud.


Smid plasten ud som plastaffald
 

Når du har tømt produktet og skilt eventuel hård og blød plast fra hinanden, er du klar til at smide den tomme emballage ud. Her er det vigtigt, at du vælger den rette spand til formålet: nemlig spanden til plastaffald!

Det er derudover vigtigt, at du kommer plasten i plastcontaineren som løsdele og ikke lægger det i en pose, før du smider det ud.

;

Kend din plast! Hvad er forskellen på forskellige typer af plast? 
 

Genanvendt plast, biobaseret plast, komposterbart plast … Der findes adskillige typer af plast, og det kan være lidt af en jungle at finde rundt i, og de er ikke alle lige bæredygtige. Vi har derfor lavet en lille oversigt over de forskellige typer af plast, så det bliver lidt lettere at navigere i.

Virgin-/jomfruplast: Den helt nye plast
 

Denne plasttype er den mest udbredte type plastik. Det er den helt nye plast, som typisk er fremstillet af mineralsk olie. Det gode ved virgin-plast er, at det kan genanvendes mange gange, hvis det sorteres korrekt. 

Biobaseret plast: Plast lavet af fx sukkerrør
 

Denne plasttype er helt magen til virgin-plast i udseende og form. Forskellen er bare, at denne type plast er udvundet af biobaserede råvarer, som fx sukkerrør. Fordi den stort set er identisk med virgin-plast, kan denne også genanvendes.

Bionedbrydeligt/komposterbart plast
 

Du er sikkert stødt på poser af bionedbrydeligt plast, som føles lidt gummiagtige, og ofte er mærket med ord som fx ”biobag”. Desværre viser det sig, at de plastikposer, hundeposer og lignende, som er fremstillet af såkaldt bionedbrydeligt plast, slet ikke bliver nedbrudt i det omfang, vi gik og troede. 

Den måde det måles på, om plasten er bionedbrydelig/komposterbar, er ikke under de forhold, der er i naturen, men under kunstige forhold i industrielle komposteringsanlæg. Bionedbrydeligt/komposterbart plast kan derfor let give forbrugeren det indtryk, at det vil nedbrydes hurtigt, hvis de smider det i – men det er ikke korrekt.
Denne type af plast er derudover ikke genanvendelig, hvilket kan være problematisk.

Genanvendt plast: Plast, der har været brugt før
 

Her er der, som navnet antyder, tale om plastik, der er genanvendt og dermed har været i brug tidligere i dens liv. Genanvendt plast opstår ved, at plast er blevet indsamlet, kværnet til granulat, rengjort og er herefter klar til at blive støbt til ny plastik. Udover at det allerede er genanvendt, kan det ydermere genanvendes – hvis det altså bliver affaldssorteret og afleveret til genbrug. 

Der findes to typer af genanvendt plast:

PIR, som er en forkortelse af ’Post Industrial Recycled’ og er den plasttype, som udvindes fra industriaffald. 
PCR er en forkortelse af ’Post Consumer Recycled’ og er den plasttype, der kommer fra husstandssorteret plast og dermed allerede har været i brug hos forbrugeren.

Hos Derma er flere af vores produkter lavet af netop genanvendt PCR-plast, da vi gerne vil være med til at genbruge den plast, der allerede er i cirkulation.

 

Husk at affaldssortere dit tomme Derma-produkt!
 

Alle produkter i Dermas sortiment er lavet i genanvendeligt plast og skal sorteres som henholdsvis hård og blød plast. I nogle kommuner skal hård og blød plast sorteres separat, mens det i andre blot skal blandes sammen.

Uanset om de skal i den samme container eller i to forskellige i lige netop din kommune, er det bedst, hvis du sørger for at skille emballagedelene fra hinanden, inden du smider det brugte produkt ud. Så kan det nemlig bedre genbruges i sidste ende. Det gør du ved fx at skille tube og kapsel eller flaske og pumpe ad.

TIP! Vidste du, at du nemt kan skille kapsel og tube ad ved at bruge en ske?

;

Sådan genkender du produkter i genanvendt plast: Kig efter genbrugsmærket
 

Hvis du er på udkig efter produkter i emballage lavet af genanvendt plast, skal du holde øje med produkter mærket med genbrugsmærker. Hos Derma har vi udviklet vores eget mærkat, som gør det let for dig som forbruger at genkende produkterne i emballage af genanvendt plast. 

;

Emballager lavet af genbrugsplast kan desuden have et let gråligt skær, og derfor har de ofte en lidt anden farve, end de velkendte hvide flasker og tuber. Det skyldes, at man ikke kan garantere, at alt det genanvendte plast-granulat er hvidt. Det, synes vi selv, er en fin detalje, der understreger den gode historie om, at plasten tidligere har været i brug.

;

Læs også:

Følg os på instagram

@derma_official
;