Kan solcreme blive for gammel?

Ja, en solcreme kan godt blive for gammel.

Det skyldes dog ikke, at solfaktoren gradvist bliver lavere, som du måske tror. Langt de fleste solfiltre, der i dag bruges i solcremer, er såkaldte fotostabile filtre, som ikke nedbrydes af lys- eller varmepåvirkning. Så selve solfaktoren forandres ikke. I Dermas solcremer bruger vi udelukkende fotostabile solfiltre.

Grunden til, at din solcreme kan blive for gammel, er, at alle solcremens andre ingredienser kan forandres eller blive nedbrudt. Det sker særligt, hvis du opbevarer din solcreme ved en forkert temperatur, der er kommet sand fra stranden ned i din solcreme, eller hvis du gentagende gange har åbnet og lukket din solcreme, hvilket øger risikoen for forurening af solcremen.

Hvis solcremen er skilt, er du ikke sikker på, at solfiltrene (og dermed solfaktoren) kan fordeles ordentligt, når du smører solcremen på din krop. Og så er du ikke sikker på, at du får den rigtig SPF-dækning.

Derfor skal du altid tjekke, hvordan sidste års solcreme ser ud og lugter, inden du begynder at bruge den.

Hvor længe kan solcreme holde sig?

Det kommer helt an på, hvordan du opbevarer din solcreme, og om du har haft solcremen åbnet før.

Hvis din solcreme fra Derma er uåbnet, kan den holde sig over 30 måneder (det er også derfor, der ikke står en udløbsdato på vores solprodukter. Ifølge EU’s regler er det ikke nødvendigt at datomærke produkter med en holdbarhed på mere end 30 måneder).

Når du har åbnet din solcreme, vil den typisk have en udløbstid på 12 måneder. Det kan dog variere fra solcreme til solcreme. Så se altid efter det lille krukkemærke på bagsiden af solcremen: Det fortæller dig, hvor længe produktet kan holde sig efter åbning. Holdbarheden på alle Dermas solcremer er vurderet til 12 måneder efter åbningsdatoen, hvis du opbevarer solcremen korrekt.

TIP: Du kan evt. skrive åbningsdatoen for solcremen med tusch på tuben. Så er det nemmere at huske, hvornår du skal overveje at udskifte solcremen.

En solcreme, der er ældre end 12 måneder, kan i flere tilfælde stadig bruges, ifølge en test foretaget af Forbrugerrådet TÆNK. Her har TÆNK simuleret 14 måneders opbevaring af forskellige solcremer under varierende forhold. Testen viste, at de fleste solcremer stadig kunne bruges efter testperioden, og at de ikke viste tegn på forringelse.

Se hele undersøgelsen fra TÆNK her: Din solcreme fra sidste år beskytter stadig

Sådan ser du, om din solcreme stadig virker

For at vurdere, om din solcreme stadig virker, er der tre ting, du skal kigge efter:

  1. Lugt
    Lugter solcremen anderledes end den plejer? Måske den ligefrem lugter surt eller harsk? Så er det et tegn på, at solcremen er blevet forurenet, og du bør smide den ud.
  2. Farve og skidt
    Har solcremen ændret farve? Kan du se, at der er rester fra sidste års strandtur i solcremen eller langs tubens kant? Så er der en risiko for, at din solcreme ikke kan bruges, fordi ingredienserne kan være blevet ødelagt.
  3. Konsistens
    Skiller solcremen? Er den blevet klumpet eller hel tynd? Så er du ikke sikker på, at du kan fordele solfiltrene korrekt, når du smører solcremen på din krop, og du bør smide solcremen ud.

Er du det mindste i tvivl, om din solcreme stadig kan bruges, så erstat den med en ny.

Holdbarhed og opbevaring af solcreme

Din solcreme kan bedst lide at blive opbevaret under 25 grader og gerne et mørkt sted. Det er de allerbedste forhold for din solcreme.

Når det er sagt, så er solcremer også skabt til at kunne holde til varme. Du kan altså godt tage din Derma solcreme med en dag på stranden. Men tænk over, at solcremen ikke bør ligge i direkte sol i flere timer – ligesom du heller ikke selv bør.

Du bør heller ikke opbevare din solcreme meget køligt (under 5 grader) over længere tid, da det også kan påvirke solcremens holdbarhed. Så tænk også over, hvordan du opbevarer din solcreme på skiferien.

Læs også: 

Hvorfor har I ingen holdbarhedsdato på jeres solprodukter?

Tjek også: